22/03/2026
Jeg har haft en god og vigtig snak med Kim Thygesen , som i januar udgav bogen “Hvis jeg ikke ringer i morgen” – en stærk og ærlig fortælling om krig, kammeratskab og et liv med PTSD.
Kim og jeg var udsendt samtidig til Afghanistan på ISAF8. Vi har også begge to været i Kosovo.
Vi kendte ikke hinanden dengang, men hans fortælling og bog gør et stærkt indtryk.
Den minder mig om, hvor høje krav tjenesten stiller til soldaterne og hvor vigtigt det er at vi har Forsvar og et system, der kan gribe veteranerne, når de vender hjem med krigen i bagagen.
Retorikken i Forsvaret lige nu er hård. Vi taler om flere værnepligtige og mere tvang, og vi har pludselig travlt med at sætte turbo på oprustningen – men samtidig glemmer vi fuldstændigt de unges løn, deres arbejdsvilkår og deres fremtid efter tjenesten.
Når jeg hører Kims fortælling, bliver jeg mindet om det ansvar, vi har.
Når vi politisk arbejder med at opruste og styrke Forsvaret og tilpasse det til den sikkerhedspolitiske situation, skal vi huske, at soldater er mennesker.
Vi skal have respekt for den indsats, de yder, og sikre, at de får den rette hjælp før, under og efter deres kontakt med militæret.
I min samtale med Kim stod to ting klart: 𝐨𝐯𝐞𝐫𝐠𝐚𝐧𝐠𝐞𝐧 𝐮𝐝 𝐚𝐟 𝐅𝐨𝐫𝐬𝐯𝐚𝐫𝐞𝐭 𝐡𝐚𝐥𝐭𝐞𝐫, 𝐨𝐠 𝐏𝐓𝐒𝐃 𝐢𝐧𝐝𝐬𝐚𝐭𝐬𝐞𝐧 𝐦𝐚𝐧𝐠𝐥𝐞𝐫 𝐬𝐚𝐦𝐦𝐞𝐧𝐡æ𝐧𝐠.
Kim beskrev den virkelighed, alt for mange veteraner møder, når uniformen lægges på hylden.
En virkelighed, hvor man pludselig står alene. Hvor man skal starte helt forfra i et system, der ikke forstår ens baggrund, kompetencer eller behov og hvor alt for mange knækker i overgangen fordi systemet mangler struktur.
𝐏𝐓𝐒𝐃 – 𝐄𝐧 𝐫ø𝐝 𝐭𝐫𝐚̊𝐝 𝐨𝐠 𝐞𝐭 𝐟𝐨𝐫𝐥ø𝐛, 𝐝𝐞𝐫 𝐟𝐚𝐤𝐭𝐢𝐬𝐤 𝐠𝐫𝐢𝐛𝐞𝐫 𝐝𝐞𝐦.
Vi talte også om PTSD. For en soldat kan PTSD få enorme konsekvenser: Man kan miste sit arbejde, sin hverdag og sit fundament.
Som det er i dag, er forløbet for soldater med PTSD alt for usikkert. Mange møder et system uden sammenhæng, hvor de skal gentage deres historie igen og igen, mens de bliver sendt rundt mellem forskellige instanser. Derfor skal rehabiliteringen styrkes markant.
Veteraner skal have én samlet indgang til psykolog, psykiater, ergoterapeut, karrierevejledning og støtte til familien – ét sammenhængende forløb med én rød tråd, der faktisk griber dem, når de har brug for det.
Det kræver en samlet indsats, og det kræver, at Veterancenteret får regionale beføjelser, så de kan tage et helhedsansvar hele vejen rundt.
Det er sådan, vi starter med at skabe et system, der ikke bare reagerer, men som reelt griber de mennesker, der har båret Danmarks uniform og nu har brug for vores støtte.
𝐎𝐯𝐞𝐫𝐠𝐚𝐧𝐠𝐞𝐧 𝐟𝐫𝐚 𝐬𝐨𝐥𝐝𝐚𝐭 𝐭𝐢𝐥 𝐜𝐢𝐯𝐢𝐥
Hvis vi vil tage ansvar for vores veteraner, skal vi skabe en langt mere sammenhængende overgang ud af Forsvaret.
Ingen veteraner bør forlade Forsvaret uden noget konkret at komme ud til – hverken i form af job, uddannelse eller et klart forløb, der bygger videre på de kompetencer, man allerede har opbygget gennem sin tjeneste.
Der skal etableres en stærkere bro mellem Forsvaret og andre myndigheder.
Det kræver, at vi tager fat på meritmulighederne og giver soldater reelle veje videre, som bygger videre på deres kompetencer. Det kræver også, at militære kompetencer
anerkendes som direkte overførbare – for de færdigheder, man har opbygget i tjeneste, er både værdifulde og relevante i det civile.
Det kan være uddannelse via CU‑ordning, forlænget mesterlære eller indsatser, der skaber et tydeligt overlap mellem Forsvaret og fx politiet og andre myndigheder.
Kims fortælling viser, at vi stadig har langt igen – og den minder os om, hvor stort et ansvar vi bærer, når vi beder mennesker om at sætte livet på spil for Danmark.
Vi skylder Veteranerne et Forsvar, der virker og et system, der griber dem.
En stemme på mig betyder, at veteraner og soldater får en tydelig stemme i Folketinget — og et Forsvar, der tager ansvar for dem, som risikerer livet.
