03/09/2026
HARSØ info :
Del gerne dette opslag som giver indsigt i hvordan vi kunne tune fremtidens landbrug i Danmark.
Ting som allerede er i gang, vil være tæt på spildte kræfter.
Vi kan ikke omstille på et splitsekund.
Kør en gradvis sænkning, og se om resultaterne følger med i en
4-5 årig periode.
Så kan man nå at stoppe op, se på udviklingens plusser og minusser.
Dangens kommende lovgivning er skudt langt forbi al sund fornuft.
https://www.facebook.com/share/1BNoEZbEae/?mibextid=wwXIfr
🌱🚜 VI VIL GERNE DEN GRØNNE OMSTILLING. MEN VI KAN IKKE OMSTILLE ET HELT ERHVERV PÅ ÉN DAG.
Jeg har tænkt meget over Grøn Trepart og den nye gødskningslov.
Og jeg tror faktisk, der mangler noget ret fundamentalt i debatten:
Samfundsøkonomien.
Lad mig starte med det vigtigste.
Vi SKAL passe på vores natur.
Vi skal passe på vores fjorde.
Vi skal passe på vores grundvand.
Og selvfølgelig skal landbruget også reducere sit klima- og miljøaftryk.
Jeg argumenterer ikke for status quo.
Men jeg argumenterer for, at vi bliver nødt til at forstå forskellen på omstilling og afvikling.
For landbruget er ikke bare nogle bønder ude på landet.
Omkring 60.000 mennesker arbejder direkte i landbrug og gartneri.
Tager man den tætknyttede forarbejdning, forsyning og service med, er omkring 123.000 arbejdspladser knyttet til landbrugskomplekset.
Og hele den danske fødevareklynge understøtter omkring 183.000 arbejdspladser.
Samtidig eksporterer fødevareklyngen for mere end 200 milliarder kroner om året.
Det er mejerister.
Slagteriarbejdere.
Chauffører.
Maskinstationer.
Mekanikere.
Smede.
Dyrlæger.
Foderstoffer.
Rådgivere.
Teknologivirksomheder.
Genetik.
Biogas.
Maskinproducenter.
Og især ude i landdistrikterne er landbruget en del af det økonomiske fundament under hele lokalsamfund.
Så når man fundamentalt ændrer rammevilkårene for dansk landbrug, ændrer man ikke kun økonomien for landmanden.
Man trækker i en tråd, der løber gennem en ret stor del af dansk økonomi.
Og regningen stopper ikke ved stalddøren.
Hvis dansk landbrugsproduktion bliver dyrere eller mindre, kan konsekvenserne bevæge sig videre gennem værdikæden.
Til mælken.
Kødet.
Kornet.
Brødet.
Kartoflerne.
Og ja – også til hesteejeren, der skal købe havre, halm, hø og wrap.
Vi kan ikke seriøst sætte et præcist tal på de samlede prisstigninger endnu.
Men man kan heller ikke ændre fundamentalt på produktionen af fødevarer og samtidig forvente, at resten af samfundet står fuldstændig uberørt tilbage.
Og så kommer den fortælling, jeg efterhånden er temmelig træt af:
“Landmændene vil bare ikke den grønne omstilling.”
Jo.
Det vil vi fandeme godt.
Dansk landbrug har omstillet sig hele vores levetid.
Jeg kan bedst tale for min egen branche, mælkeproduktionen.
Vi måler nærmest ALT.
Foderforbrug.
Mælkeydelse.
Fodereffektivitet.
Celletal.
Reproduktion.
Kvælstof.
Energi.
Metan.
Gødningshåndtering.
Dyresundhed.
Holdbarhed.
Vi leder konstant efter den næste procent.
Og Arla har allerede vist noget enormt interessant:
Gulerod kan faktisk virke bedre end pisk.
Arlas landmænd bliver økonomisk belønnet for dokumenterede klima- og bæredygtighedstiltag.
Og på bare to år reducerede Arla og selskabets landmænd deres samlede klimaaftryk med næsten én million ton CO₂e på tværs af Arla.
I Danmark alene var reduktionen omkring 210.000 ton CO₂e.
Ikke fordi landmænd pludselig blev klimaaktivister.
Men fordi man gjorde den økonomisk rationelle beslutning til den klimamæssigt rationelle beslutning.
Og så sker der noget.
Men der er én ting, vi ikke kan:
Vi kan ikke omstille et kapitaltungt erhverv fra tirsdag til onsdag.
En landmand kan have 20, 30 eller 50 millioner kroner bundet i jord, stalde, maskiner, malketeknologi, gylleanlæg og produktionsudstyr.
Investeringer foretaget under de rammevilkår, som samfundet på dét tidspunkt stillede op.
De investeringer har en levetid på årtier.
Ikke én valgperiode.
Så hvis staten ønsker en fundamentalt anderledes måde at drive landbrug på:
Fair nok.
Men giv os mulighed for at komme derhen.
Lav en langsigtet omstillingsplan.
10 år.
15 år.
Hvad der fagligt og økonomisk giver mening.
Sæt målet.
Sæt delmål.
Mål os.
Kontrollér os.
Skærp kravene undervejs.
Beløn dem, der kommer hurtigere i mål.
Invester massivt i forskning og teknologi.
Og giv landmanden mulighed for at planlægge sine investeringer efter den virkelighed, der kommer.
Det er ikke et krav om at slippe for omstilling.
Det er et krav om at få mulighed for at gennemføre den.
For alternativet risikerer at blive en vind-eller-forsvind-model.
Og hvis tilstrækkeligt mange forsvinder, handler det ikke længere kun om nogle tomme kostalde.
Det handler om arbejdspladser.
Eksport.
Landdistrikter.
Fødevareproduktion.
Forsyningssikkerhed.
Og dansk økonomi.
Og så er der elefanten i rummet.
Danmark er et meget lille land i et meget stort globalt klimaregnskab.
Det betyder IKKE, at vi skal være ligeglade.
Selvfølgelig skal vi feje foran egen dør.
Men vi bliver også nødt til at spørge:
Hvor meget global klimaeffekt køber vi egentlig for de samfundsøkonomiske konsekvenser, vi er villige til at acceptere?
For mens vi diskuterer danske hektarer, danske køer og danske kg kvælstof, findes der økonomier som Kina og Indien i en fuldstændig anden størrelsesorden.
Så hvis vi reducerer dansk fødevareproduktion markant, synes jeg som minimum, vi skal kunne svare på ét spørgsmål:
Hvad vinder atmosfæren faktisk ved det?
For verdens efterspørgsel efter mælk, kød og andre fødevarer forsvinder ikke nødvendigvis, fordi produktionen forsvinder fra Danmark.
Produktionen kan bare flytte.
Og så har vi måske forbedret det danske klimaregnskab uden at forbedre verdens klimaregnskab tilsvarende.
Samtidig kan vi have flyttet arbejdspladser, eksportindtægter og fødevareproduktion ud af Danmark.
Atmosfæren er trods alt bedøvende ligeglad med, hvilken side af en landegrænse CO₂’en blev udledt på.
Der er forskel på:
At reducere en udledning.
og
at flytte en udledning.
Og her må jeg indrømme, at jeg indimellem bliver lidt provokeret af hele ambitionen om, at Danmark absolut skal være foregangsland.
Jeg har intet imod, at Danmark går foran.
Tværtimod.
Men det må ikke blive et mål i sig selv at være mest muligt foregangsland, hvis pokalen betales med danske arbejdspladser, virksomheder og landdistrikter uden en tilsvarende global effekt.
En fjer i hatten på Christiansborg betaler trods alt hverken lønninger eller velfærd.
Jeg troede egentlig, at en af de mest grundlæggende opgaver som dansk politiker var at forvalte Danmark ansvarligt.
At passe på vores natur.
Og vores økonomi.
Vores arbejdspladser.
Vores fødevareproduktion.
Vores eksport.
Vores landdistrikter.
Og de mennesker, hvis liv og virksomheder bliver påvirket af de beslutninger, der bliver truffet.
De hensyn behøver ikke være hinandens modsætninger.
⸻
For måske ligger Danmarks største globale klimapotentiale et helt andet sted.
Vi har noget, resten af verden faktisk efterspørger:
Viden.
Vi har nogle sindssygt dygtige landmænd.
Vi har forskere.
Universiteter.
Dyrlæger.
Genetik.
Biogas.
Foderteknologi.
Præcisionslandbrug.
Robotter.
Sensorer.
Data.
AI.
Og årtiers erfaring med at producere mere med færre ressourcer.
Så hvad nu hvis vi tog nogle af verdens dygtigste, bedst uddannede og mest teknologisk orienterede landmænd og sagde:
“Okay. Her er problemet. LØS DET.”
Sæt landmændene sammen med forskerne.
Med universiteterne.
Med SEGES.
Med Arla.
Med Danish Crown.
Med DLG.
Med Novonesis.
Med FOSS.
Med hele den danske agroindustri.
Og giv dem et nationalt projekt:
BYG VERDENS MEST KLIMAEFFEKTIVE LANDBRUG.
Udvikl metanreducerende fodring.
Bedre genetik.
Bedre fodereffektivitet.
Præcisionsgødskning.
Biogas.
Pyrolyse.
Bedre gødningshåndtering.
Sensorer.
Robotter.
Kunstig intelligens.
Bedre dyresundhed.
Højere livstidsydelse.
Mindre ressourceforbrug pr. produceret kg fødevare.
Test det.
Mål det.
Kassér det, der ikke virker.
Skalér det, der gør.
Og eksportér så løsningerne til resten af verden.
For hvis vi reducerer én dansk udledning, har vi reduceret én dansk udledning.
Men hvis vi udvikler teknologier og produktionsmetoder, der bagefter kan reducere udledningerne fra landbrug i Kina, Indien, USA, Brasilien og resten af Europa?
Så begynder et lille land pludselig at kunne flytte noget i en helt anden størrelsesorden.
Dét er den slags foregangsland, jeg gerne vil bo i.
Ikke landet, der kan fremvise det flotteste nationale regneark.
Men landet, der udviklede løsninger, resten af verden faktisk fik glæde af.
Jeg argumenterer ikke imod grøn omstilling.
Jeg argumenterer ikke imod miljøkrav.
Jeg argumenterer ikke for, at penge skal trumfe klima, natur eller grundvand.
Jeg argumenterer for noget langt mere jordnært:
GIV OS TID.
Tid til at investere.
Tid til at udvikle teknologien.
Tid til at afskrive investeringer, der allerede er foretaget.
Tid til at ændre produktionen.
Tid til at finde de løsninger, der rent faktisk virker.
Og stabile rammevilkår nok til, at næste generation stadig tør investere i dansk landbrug.
For når stalden først er tømt…
Når medarbejderne har fundet andre jobs…
Når maskinstationen er lukket…
Når følgeerhvervene forsvinder…
Når den unge landmand vælger en anden uddannelse…
Når kapitalen og knowhow’en er væk…
…så starter man ikke bare dansk landbrug op igen fem år senere.
Omstilling er ikke det samme som afvikling.
Landmanden er ikke nødvendigvis modstanderen i den grønne omstilling.
Måske er landmanden faktisk en af de vigtigste medspillere.
Men så skal vi kunne nå at være med.
Giv os målet.
Giv os en realistisk tidshorisont.
Beløn dem, der flytter sig.
Invester i forskning og teknologi.
Og lad så nogle af verdens dygtigste landmænd vise, hvad de kan.
Rom blev ikke bygget på én dag.
Det gør fremtidens landbrug heller ikke. 🌱🚜
