25/04/2026
Når “bedste praksis” bliver til overkrav i asbestsanering…
Jeg oplever i stigende grad, at der i branchen opstår en glidebane, hvor anbefalinger og “worst case” løsninger bliver gjort til standardkrav, uden en konkret risikovurdering.
Eksempler:
- HEPA H14 fremhæves som nødvendigt, selvom H13 allerede er branchestandard og dokumenteret effektivt
- 3-kammer sluser kræves ved mindre, kortvarige opgaver
- 24 timers luftrensning bruges som fast regel fremfor vurdering af luftskifte
- Prøvetagning behandles som fuld sanering med krav om sluse
Vi ser også:
- Krav om fuld inddækning, hvor lokal afskærmning er tilstrækkelig
- Konstant brug af H-klasse støvsugning uden faglig begrundelse
- Luftmålinger anvendt som standard fremfor behov
- Maksimal PPE uanset opgavens karakter
- Dokumentation, der vægtes højere end korrekt udførelse
Det er vigtigt at understrege:
Sikkerhed i asbestarbejde handler ikke om at vælge “det maksimale setup hver gang” men om at vælge de rigtige foranstaltninger ud fra arbejdets karakter.
Når vi ukritisk overimplementerer:
- flytter vi fokus væk fra det, der faktisk virker (korrekt udførelse, undertryk, rengøring)
- skaber vi unødvendigt tunge og dyre processer
- risikerer vi konflikter mellem entreprenører, rådgivere og bygherre
Og her opstår et endnu større problem:
Når kravene bliver unødigt høje, bliver opgaverne så dyre, at nogle bygherrer vælger selv at fjerne asbesten, uden den nødvendige viden og sikkerhed.
Det betyder i praksis:
- øget risiko for ukontrolleret spredning
- manglende værnemidler
- ingen korrekt affaldshåndtering
Altså det stik modsatte af det, reglerne skulle sikre.
Jeg mener, vi som branche bør tilbage til det grundlæggende princip:
Risikovurdering og proportionalitet, ikke standardisering af worst case
Det er sådan, vi sikrer både høj faglighed, sikkerhed , og at opgaverne faktisk bliver udført korrekt.
Hvad er jeres oplevelse derude, er kravene ved at skride i forhold til praksis?