Genealogy by Miret

08/04/2026

Danish, English and Spanish versions below.

🦋🦌🪽

🇩🇰
Peñas de San Pedro – historie, kirker og min slægts kontinuitet frem mod Cádiz.

Jeg har besøgt Peñas de San Pedro, fordi en stor del af mine forfædre stammer fra dette område i provinsen Albacete. Besøget havde til formål at forstå det konkrete landskab og den historiske sammenhæng, som deres liv udspillede sig i, og hvordan deres historie indgår i en længere kontinuitet, der rækker flere hundrede år tilbage.

Peñas de San Pedro er et markant sted i landskabet, domineret af en isoleret klippe, som gennem årtusinder har været centrum for bosættelse. Allerede i bronzealderen og senere i den iberiske og keltiberiske periode, ca. 1000–200 f.Kr., var området beboet. Placeringen gav naturlig beskyttelse og mulighed for at kontrollere bevægelse gennem landskabet, hvilket forklarer den lange kontinuitet i bosættelsen.

Efter de romerske erobringer i det 2. århundrede f.Kr. blev området integreret i Romerriget, og denne kontinuitet fortsatte gennem visigotisk tid frem til den muslimske erobring i år 711. I den islamiske periode blev Peñas de San Pedro udviklet som en befæstet enhed, og der blev etableret strukturer som cisterner og beboelse på klippen, hvilket gjorde det muligt at opretholde liv selv under belejringer.

Efter den kristne generobring i begyndelsen af 1200-tallet blev området genbefolket. Det er i denne periode, fundamentet for de senere slægter i området etableres. Min egen slægt kan dokumenteres tilbage til 1500-tallet, hvor familier allerede var fast forankret i området og en del af et stabilt lokalsamfund.

I løbet af 1500- og 1600-tallet udviklede Peñas de San Pedro sig yderligere. Borgen mistede gradvist sin funktion som fast bolig, og befolkningen flyttede ned fra klippen og etablerede sig ved dens fod. Samtidig blev kirken det centrale omdrejningspunkt for livet.

Den ældste kirkelige struktur med betydning for området var Iglesia de Nuestra Señora del Socorro, opført omkring midten af 1300-tallet på klippen. Denne kirke fungerede i århundreder som det primære religiøse centrum. Det var her, de tidligste generationer af mine forfædre blev døbt, gift og begravet. Kirkebøgerne fra denne kirke udgør grundlaget for den genealogiske dokumentation, der gør det muligt at følge slægten gennem flere århundreder.

Efterhånden som befolkningen flyttede ned fra klippen og byen voksede ved dens fod, opstod der behov for en ny kirke tættere på det daglige liv. Derfor blev der i byen opført en ny kirke, Iglesia de Nuestra Señora de la Esperanza, som overtog rollen som det centrale religiøse samlingspunkt.

Det er i denne kirke, en stor del af mine forfædre fra 1600- og 1700-tallet blev døbt, herunder María Antonia López García, som blev døbt den 6. november 1763. Kirken fungerede ikke blot som et religiøst rum, men som et administrativt centrum, hvor livets vigtigste begivenheder blev registreret. Dåb, vielser og begravelser blev ført ind i kirkebøgerne, og disse optegnelser dokumenterer slægtens kontinuitet i området.

Fra midten af 1600-tallet kan mine forfædre spores tydeligt. Blandt dem er Antonio “Antón” López (født 1629) og Ginesa González (1643–1685), samt Alonzo López Calero (1633–1686), Pedro Martínez Calero (født 8. april 1659) og Cathalina Sánchez Alarcón (født 4. februar 1667). Disse personer repræsenterer en generation, hvor familierne allerede var etableret og indgik i et tæt netværk af slægtsforbindelser.

Samtidig optræder slægtslinjer med Agustín García Fernández, Catalina López González (født 1662), Joseph Jiménez og María Segura, som videreføres i næste generation med Asensio García (født 1698) og María Jiménez Segura (født 1722).

Det er vigtigt at forstå, at dette ikke udelukkende var et landbrugssamfund. Håndværk spillede en central rolle. Smede, tømrere og snedkere var nødvendige for samfundets funktion. De fremstillede redskaber, byggede og vedligeholdt huse, arbejdede med træ og jern og sikrede, at både landbrug og dagligliv kunne fungere. Disse færdigheder gik ofte i arv, og flere af mine forfædre har sandsynligvis været en del af denne håndværkstradition.

I begyndelsen af 1700-tallet fortsætter slægten med Marco Phelipe Alonso (1658–1711) og María Sánchez, samt Juan Moreno (født 9. december 1707) og María Hernández, som fører videre til Josef Martínez-Calero Phelipe (født 1742) og María Ana Moreno Hernández (født 4. januar 1738).

I anden halvdel af 1700-tallet samles flere af disse linjer i Fulgencio Martínez Calero y Moreno (1763–1835) og María Antonia López García (født 22. oktober 1763), som blev gift i 1777 i Peñas de San Pedro. De tilhører en generation, hvor samfundet er fuldt konsolideret, og hvor både håndværk og landbrug udgør grundlaget for livet.

Deres datter, Fulgencia Martínez (født 1778 i Peñas de San Pedro), vokser op i dette miljø. Hun er født ind i en verden præget af kontinuitet, hvor generationer før hende har levet i samme område og været knyttet til den samme kirke og det samme fællesskab.

Men hendes liv falder sammen med en periode med store historiske forandringer.

I begyndelsen af 1800-tallet bliver Spanien ramt af den spanske uafhængighedskrig (1808–1814). Peñas de San Pedro bliver igen militariseret, og borgen på klippen tages i brug. I 1811 ødelægges dele af anlægget efter en eksplosion. For befolkningen betyder dette usikkerhed og økonomiske udfordringer, som påvirker hele lokalsamfundet.

Samtidig udvikler Cádiz sig til et af Spaniens vigtigste centre. Under krigen fungerer byen som et sikkert tilflugtssted og politisk centrum, hvor forfatningen af 1812 vedtages. Derudover er Cádiz en central havneby med forbindelse til handel over Atlanterhavet, hvilket skaber økonomiske muligheder.

For mennesker fra indlandet, herunder familier med baggrund i håndværk som smede, tømrere og snedkere, repræsenterer Cádiz en mulighed for arbejde og et andet liv end det, der var muligt i et mindre lokalsamfund.

Det er i denne sammenhæng, at Fulgencia Martínez senere i livet flytter fra Peñas de San Pedro til Cádiz, hvor hun dør den 15. september 1851.

Hendes liv afspejler en større historisk bevægelse. Hun er født ind i en slægt med rødder, der kan dokumenteres tilbage til 1500-tallet i det samme område, hvor generation efter generation har levet, arbejdet og været knyttet til de samme kirker. Samtidig bliver hun en del af en ny udvikling, hvor mennesker begynder at bevæge sig mod større byer i takt med ændrede økonomiske og politiske forhold.

Når jeg står i Peñas de San Pedro i dag, er det derfor ikke kun et historisk sted, men et landskab, hvor min slægts historie er indlejret. Fra de tidligste dokumenterede generationer i 1500-tallet, gennem 1600- og 1700-tallets håndværkere og familier, til Fulgencias bevægelse mod Cádiz i 1800-tallet, fremstår det som én sammenhængende historie.

🇬🇧 ENGLISH VERSION

Peñas de San Pedro – history, churches and my family’s continuity towards Cádiz

I have visited Peñas de San Pedro because a large part of my ancestors originate from this area in the province of Albacete. The purpose of the visit was to understand the physical landscape and the historical context in which their lives unfolded, and how their story forms part of a longer continuity stretching back several centuries.

Peñas de San Pedro is a striking location in the landscape, dominated by an isolated rock formation that has served as a centre of settlement for millennia. As early as the Bronze Age, and later during the Iberian and Celtiberian period, approximately 1000–200 BC, the area was inhabited. Its position provided natural protection and control over movement through the surrounding terrain, which explains the long continuity of settlement.

Following the Roman conquests in the 2nd century BC, the area became part of the Roman Empire, and this continuity continued through the Visigothic period until the Muslim conquest in 711. During the Islamic period, Peñas de San Pedro developed into a fortified settlement, with structures such as cisterns and dwellings carved into the rock, enabling life to continue even during sieges.

After the Christian reconquest in the early 13th century, the area was repopulated. It is during this period that the foundation for later families in the area was established. My own family can be documented back to the 16th century, when families were already firmly rooted in the area and part of a stable local community.

During the 16th and 17th centuries, Peñas de San Pedro developed further. The castle gradually lost its function as a permanent residence, and the population moved down from the rock and settled at its base. At the same time, the church became the central point of life.

The earliest church of significance was Iglesia de Nuestra Señora del Socorro, built around the mid-14th century on the rock. This church served for centuries as the primary religious centre. It was here that the earliest generations of my ancestors were baptised, married and buried. The parish records from this church form the basis of the genealogical documentation that makes it possible to trace the family through several centuries.

As the population moved down from the rock and the town expanded at its base, there arose a need for a new church closer to daily life. A new church was therefore built in the town, Iglesia de Nuestra Señora de la Esperanza, which took over the role as the main religious and social centre.

It is in this church that many of my ancestors from the 17th and 18th centuries were baptised, including María Antonia López García, baptised on 6 November 1763. The church functioned not only as a religious space, but also as an administrative centre where life’s key events were recorded. Baptisms, marriages and burials were entered into parish registers, documenting the continuity of the family in the area.

From the mid-17th century, my ancestors can be traced more clearly. Among them are Antonio “Antón” López (born 1629) and Ginesa González (1643–1685), as well as Alonzo López Calero (1633–1686), Pedro Martínez Calero (born 8 April 1659) and Cathalina Sánchez Alarcón (born 4 February 1667). These individuals represent a generation in which families were already established and interconnected through local networks.

At the same time, there are family lines including Agustín García Fernández, Catalina López González (born 1662), Joseph Jiménez and María Segura, continuing into the next generation with Asensio García (born 1698) and María Jiménez Segura (born 1722).

It is important to understand that this was not solely an agricultural society. Craftsmanship played a central role. Blacksmiths, carpenters and joiners were essential to the functioning of the community. They produced tools, built and maintained houses, worked with wood and iron, and ensured that both agriculture and daily life could function. These skills were often passed down through generations, and several of my ancestors were likely part of this tradition.

In the early 18th century, the family continues with Marco Phelipe Alonso (1658–1711) and María Sánchez, as well as Juan Moreno (born 9 December 1707) and María Hernández, leading to Josef Martínez-Calero Phelipe (born 1742) and María Ana Moreno Hernández (born 4 January 1738).

In the second half of the 18th century, several of these lines converge in Fulgencio Martínez Calero y Moreno (1763–1835) and María Antonia López García (born 22 October 1763), married in 1777 in Peñas de San Pedro.

Their daughter, Fulgencia Martínez (born 1778 in Peñas de San Pedro), grows up in this environment of continuity.

However, her life coincides with a period of major upheaval. During the Spanish War of Independence (1808–1814), the area was militarised, and in 1811 part of the fortress was destroyed by an explosion.

At the same time, Cádiz emerged as one of Spain’s most important centres. It functioned as a political refuge and commercial hub connected to Atlantic trade.

For families with a background in crafts, Cádiz offered opportunities for work and a different life.

It is in this context that Fulgencia Martínez later moved from Peñas de San Pedro to Cádiz, where she died on 15 September 1851.

Her life reflects a broader historical movement: from a stable inland community rooted in centuries of continuity, towards a larger, more dynamic urban centre shaped by change.

⸻

🇪🇸 VERSIÓN EN ESPAÑOL

Peñas de San Pedro – historia, iglesias y la continuidad de mi familia hacia Cádiz

He visitado Peñas de San Pedro porque una gran parte de mis antepasados procede de esta zona de la provincia de Albacete. El propósito del viaje fue comprender el paisaje y el contexto histórico en el que se desarrollaron sus vidas.

Peñas de San Pedro ha estado habitada desde la prehistoria. Durante la Edad del Bronce y la época ibérica y celtíbera, aproximadamente entre 1000 y 200 a.C., ya existían asentamientos.

Tras la conquista romana en el siglo II a.C., el territorio pasó a formar parte del Imperio romano, y esta continuidad se mantuvo durante la época visigoda hasta la conquista musulmana en el año 711.

Durante Al-Ándalus, el lugar se convirtió en una fortaleza. Tras la reconquista cristiana en el siglo XIII, el territorio fue repoblado.

Mi familia puede documentarse en la zona desde el siglo XVI.

La iglesia principal fue Nuestra Señora del Socorro, construida en el siglo XIV en la peña. Allí fueron bautizados, casados y enterrados mis antepasados.

Posteriormente se construyó la iglesia de Nuestra Señora de la Esperanza en el pueblo, que se convirtió en el centro de la vida cotidiana.

En estas iglesias se registraban bautizos, matrimonios y defunciones, lo que permite seguir la historia familiar.

Desde el siglo XVII aparecen nombres como Antonio López (1629), Ginesa González (1643–1685), Alonzo López Calero (1633–1686), Pedro Martínez Calero (1659) y Cathalina Sánchez Alarcón (1667).

También aparecen familias como García, Jiménez, Moreno y López, que muestran la continuidad del linaje.

No era solo una sociedad agrícola. Los oficios como herreros, carpinteros y ebanistas eran esenciales.

En el siglo XVIII aparecen Fulgencio Martínez Calero (1763–1835) y María Antonia López García (1763).

Su hija, Fulgencia Martínez (1778), nace en este entorno.

Durante la Guerra de Independencia (1808–1814), la zona sufre inestabilidad.

Al mismo tiempo, Cádiz se convierte en un centro político y comercial clave.

Por ello, Fulgencia Martínez se traslada a Cádiz, donde fallece en 1851.

Su vida refleja el paso de una sociedad rural estable hacia una ciudad con nuevas oportunidades.

03/04/2026

03/04/2026

Version in Spanish, English and Danish
——
Español:

Visitar los lugares donde vivieron mis antepasados, cuando de todos modos estoy de viaje, es uno de mis grandes intereses.

Me gusta llevar la investigación genealógica al mundo real. Porque cuando una línea de antepasados deja de ser solo nombres y fechas en una pantalla, y de pronto se convierte en paisajes, ciudades, calles, castillos y valles, la historia adquiere otro peso. Se camina dentro de ella. Se ve el horizonte, se siente el viento, se comprenden las distancias, y se intuye un poco la vida que un día se desarrolló allí.

He dedicado bastante tiempo a documentar una de mis líneas directas, y me lleva hasta el siglo XII y a un antepasado, Manrique Pérez de Lara. Según los repertorios históricos, vivió aproximadamente entre 1118 y 1164, y murió el 9 de julio de 1164 en Huete, en la provincia de Cuenca.

Manrique no fue una figura cualquiera de su tiempo. Fue uno de los grandes hombres del reino, conde y una de las personas que, de hecho, participaron en el gobierno de Castilla en un periodo en el que la monarquía era vulnerable. Cuando el rey Sancho III murió en 1158, su heredero, Alfonso VIII, era todavía un niño. En esa situación, los grandes linajes competían por influencia, responsabilidad y control, y dos casas se enfrentaron con especial fuerza, los Lara y los Castro.

No fue solo tensión política, fue guerra. Hubo luchas internas por la regencia, y aquello derivó en un conflicto casi de guerra civil. En 1164 culminó en lo que hoy suele llamarse la batalla de Huete, donde las fuerzas de los Lara, bajo Manrique, se enfrentaron al bando de los Castro. Manrique murió en ese conflicto.

Al mismo tiempo, Manrique está ligado a un lugar que para mí se ha vuelto muy concreto, porque yo misma he estado allí, Molina de Aragón. En las fuentes se le menciona a menudo como el primer señor del territorio de Molina, y uno de los aspectos más tangibles asociados a él es el fuero que otorgó a Molina. Tradicionalmente se fecha el 21 de abril de 1154 y describe derechos, obligaciones y organización local, incluyendo disposiciones sobre la milicia local y la relación entre los habitantes y el señor.

Cuando una está ante el castillo de Molina de Aragón, se siente que aquello no era romanticismo, sino realidad. Un castillo no era solo un símbolo, era una herramienta. Era control, seguridad y vigilancia. Era un centro de impuestos, de prestaciones obligatorias, de organización militar y de un orden jerárquico muy marcado. El fuero revela precisamente cómo la vida se estructuraba en torno a deberes, defensa y una clara división de poder.

También he visitado el paisaje del Valle de Altomiro, que en mi propia narrativa familiar está vinculado a su muerte. Y, independientemente de los matices geográficos exactos, la sensación es la misma, que en el siglo XII no se vivía en una paz privada, sino en lealtades, armas, riesgo y un mundo donde el poder debía defenderse constantemente.

Manrique también se casó. Contrajo matrimonio, antes de 1154, con Ermesenda de Narbona, una figura vinculada a la aristocracia del sur de Francia. En las fuentes consta asimismo que ella sobrevivió a Manrique y que murió el 7 de enero de 1177.

Y aquí aparece mi propia reflexión. Porque no puedo romantizar esta historia. El sistema feudal era un sistema de profundas desigualdades. Un señor feudal tenía poder sobre la vida de las personas, la tierra y las posibilidades de los demás, y ese poder a menudo se mantenía mediante presión, coerción y control. Me cuesta reconciliarme con la idea de que mis antepasados formaran parte de un sistema que, probablemente, oprimía a otras personas para obtener y conservar poder.

Al mismo tiempo, precisamente por eso, esta investigación cobra sentido para mí. Me ayuda a ver de dónde venimos y cuánto ha cambiado. Hoy vivimos en una sociedad que se basa en la democracia, en derechos compartidos y en un ideal de igualdad, y donde el poder, en principio, debe poder justificarse y limitarse. No es el mundo en el que vivió Manrique, pero es el mundo que tratamos de construir ahora.

Dejaré fotos en los comentarios, del castillo de Molina de Aragón y del paisaje del Valle de Altomiro. Para mí no son solo lugares hermosos. Son lugares en los que he estado, y que de pronto siento como parte de mi propia historia.

——-

English version:

Visiting the places where my ancestors lived, when I am travelling anyway, is one of my greatest interests.

I like taking genealogy out into the world. Because when an ancestral line is no longer just names and dates on a screen, but suddenly becomes landscapes, towns, streets, castles and valleys, history carries a different weight. You walk inside it. You see the horizon, feel the wind, understand distances, and sense something of the life that once unfolded there.

I have spent quite some time documenting one of my direct lines, and it takes me back to the twelfth century, to an ancestor called Manrique Pérez de Lara. According to historical reference works, he lived roughly from 1118 to 1164, and he died on 9 July 1164 at Huete, in the province of Cuenca.

Manrique was not an ordinary figure in his time. He was one of the great men of the realm, a count, and one of those who in practice helped to govern Castile in a period when royal authority was vulnerable. When King Sancho III died in 1158, his heir, Alfonso VIII, was still a child. In that situation, the great lineages fought for influence, responsibility and control, and two houses stood out in particular, Lara and Castro.

It was not merely political tension, it was war. There were internal struggles over the regency, and it developed into something close to civil conflict. In 1164 it culminated in what is often called the battle of Huete, where the Lara forces under Manrique faced the Castro party. Manrique was killed in that conflict.

At the same time, Manrique is closely associated with a place that has become very real for me, because I have stood there myself, Molina de Aragón. In the sources he is often described as the first lord of the Molina territory, and one of the most tangible things linked to him is the fuero he granted to Molina. It is traditionally dated 21 April 1154 and sets out rights, obligations and local organisation, including provisions concerning the local militia and the relationship between the townspeople and their lord.

Standing by the fortress at Molina de Aragón, you feel that this was not romance, it was reality. A fortress was not only a symbol, it was an instrument. It meant control, security and surveillance. It was a centre for taxes, compulsory labour, military organisation, and a local hierarchy that shaped everyday life. The fuero makes that structure visible, a world organised around duties, defence, and a very clear distribution of power.

I have also visited the landscape of Valle de Altomiro, which in my own family narrative is connected with his death. And whatever the precise geographical details may be, the feeling is the same, that life in the twelfth century was not private peace, but loyalty, weapons, risk, and a society in which power had to be defended again and again.

Manrique also married. Before 1154 he married Ermesenda of Narbonne, a figure connected to the aristocracy of southern France. The sources also record that she outlived Manrique and died on 7 January 1177.

And here my own reflection begins. Because I cannot romanticise this story. The feudal system was a system of deep inequality. A feudal lord held power over other people’s lives, land and opportunities, and that power was often maintained through pressure, coercion and control. I find it difficult to reconcile myself to the fact that my ancestors may have been feudal lords within a system that probably oppressed others in order to gain and hold power.

At the same time, that is precisely what makes this research meaningful to me. It helps me see where we come from, and how much has changed. Today we live in a society built on democracy, shared rights and an ideal of equality, and where power, in principle, should be accountable and limited. It is not the world Manrique lived in, but it is the world we are trying to build now.

I will add photographs in the comments, the fortress at Molina de Aragón and the landscape of Valle de Altomiro. For me they are not only beautiful places. They are places I have stood in, and which suddenly feel like part of my own story.

——
Danish version:

At besøge sine forfædres steder, hvor de boede, når man alligevel er ude at rejse, er en af mine helt store interesser.

Jeg kan godt lide at tage slægtsforskningen med ud i verden. For når en slægtslinje ikke kun er navne og årstal på en skærm, men pludselig bliver til landskaber, byer, gader, borge og dale, så får historien en helt anden tyngde. Man går rundt i den. Man ser horisonten, mærker vinden, forstår afstande, og aner lidt af det liv, der engang udspillede sig dér.

Jeg har brugt en del tid på at dokumentere en af mine direkte linjer, og den fører mig tilbage til 1100-tallet og til en forfader, Manrique Pérez de Lara. Ifølge de historiske opslagsværker levede han omkring 1118–1164, og han døde den 9. juli 1164 ved Huete i provinsen Cuenca. 

Manrique var ikke et almindeligt menneske i sin tid. Han var en af rigets store mænd, en greve og en af dem, der reelt var med til at styre Castilien i en periode, hvor kongemagten var sårbar. Da kong Sancho III døde i 1158, var arvtageren, Alfonso VIII, stadig et barn. I den situation kæmpede de store slægter om indflydelse, ansvar og kontrol, og to huse stod særligt skarpt overfor hinanden, Lara og Castro. 

Det var ikke bare politisk spænding, det var krig. Der var interne kampe om regentskabet, og det udviklede sig til en borgerkrigslignende konflikt. I 1164 kulminerede det i det, der i dag ofte omtales som slaget ved Huete, hvor Lara-styrkerne under Manrique mødte Castro-partiet. Manrique blev dræbt i denne konflikt. 

Samtidig er Manrique knyttet til et sted, som for mig er blevet meget konkret, fordi jeg selv har stået der: Molina de Aragón. I kilderne omtales han ofte som den første “señor” over Molina-området, og noget af det mest håndgribelige, man forbinder med ham, er den fuero (et by- og retsprivilegie) han udstedte til Molina. Den dateres traditionelt til 21. april 1154 og beskriver rettigheder, forpligtelser og lokal organisering, herunder også bestemmelser om den lokale milits og forholdet mellem byens folk og herren. 

Når man står ved borgen i Molina de Aragón, mærker man, at dette ikke var romantik, men realitet. En borg var ikke kun et symbol, den var et redskab. Den var kontrol, sikkerhed, overvågning. Den var et midtpunkt for skatter, pligtarbejde, militær organisering, og for et helt lokalt hierarki. Fueroen fortæller netop, at samfundet var organiseret omkring pligter, militær beredskab og et meget tydeligt “os og dem”. 

Jeg har også besøgt landskabet ved Valle de Altomiro, som i min egen slægtsfortælling er knyttet til hans død. Og uanset om man står med den helt præcise geografi i hånden, er følelsen den samme: at et liv i 1100-tallet ikke var et liv i privat fred, men et liv i lojaliteter, våben, risiko og et samfund, hvor magt konstant skulle forsvares.

Manrique var også gift. Han blev gift før 1154 med Ermesenda af Narbonne, og hun optræder som en historisk person i sin egen ret, knyttet til det sydfranske aristokrati. I kilderne fremgår også, at hun overlevede Manrique og døde 7. januar 1177. 

Og her kommer min egen refleksion. For det er ikke en historie, jeg kan romantisere. Det feudale system var et system med dybe uligheder. En feudal herre havde magt over menneskers liv, jord og muligheder, og den magt blev ofte fastholdt gennem pres, tvang og kontrol. Det kan være svært for mig at forlige mig med, at mine forfædre har været en del af et system, der sandsynligvis har undertrykt andre mennesker for at opnå og bevare magt.

Samtidig gør det netop slægtsforskningen meningsfuld. Den hjælper mig med at se, hvor vi kommer fra, og hvor meget der har forandret sig. I dag lever vi i et samfund, der bygger på demokrati, fælles rettigheder og et ideal om ligestilling, og hvor magt i princippet skal kunne begrundes og begrænses. Det er ikke den verden Manrique levede i, men det er den verden vi forsøger at bygge nu.

Jeg lægger billeder i kommentarsporet fra Molina de Aragón og fra Valle de Altomiro, så I kan se de steder, der for mig ikke længere kun er historie, men steder jeg har stået på, som en del af min egen fortælling.

18/05/2025

Homenage to my mother #1❤️

15/04/2025

13/04/2025

The Genetic Map Of Europe